Smedetoften
UngeVærk Smedetoften er delt op i 3 søjler:
Et klassisk ungeværk:
De unges sociale base. Her er der alt fra et PlayStation/loungerum, en café (hvor der dagligt spilles brætspil, drikkes saft/te og serveres snacks eller mad), et gamingrum, et krearum og en sal til sportsaktiviteter. Klubben har faste aktiviteter som; BeautyBox (f.eks. gellak-negle, vipper og hårstyling), rollespilshold (Dungeons & Dragons), fodbold (ude eller inde), FIFA-turneringer, bordfodbold, quizaftener, alverdens krea-projekter og andet.
Et MakerSpace
Her er mange professionelle maskiner samt træværksted, som både står til rådighed for ungeværkets brugere, lokale aktører, foreninger og folkeskoler. Der er f.eks. RepairCafé (et bæredygtigt projekt, hvor du kan få fixet ting, der er gået i stykker), og nabosøndag (områdets børnefamilier inviteres til kreative aktiviteter). Du kan bl.a. laserskære, 3D-printe, lære forskellige programmeringer, trykke t-shirts, tufte og meget andet. MakerSpace har 2 pædagoger ansat, som begge underviser og guider de unge og øvrige brugere i de forskellige maskiner/aktiviteter.
Et ungekulturhus
Her fokuserer vi på projektarbejde for og med unge. Kulturhuset tilbyder f.eks.: lektiecafé, jobcafé, iværksætteriprojekter, ungeråd, seksualitetsprojekter, trivselsprojekter og fritidsjobkurser gennem KKU (førstehjælp, barista, børnepasser, hygiejne, sy/design, keramik mv.). I kulturhuset serveres der et let måltid mellem kl. 14-16 hver dag. Det er typisk hjemmebagte boller med pålæg, pizza, fredagskage og lignende. Alt er halal.
Smedetoften har årlige traditioner som f.eks.:
· Gyserkælder (Halloween)
· Kæmpe sommerfest med madboder, koncerter og tombolaboder
· Fastelavn (i samarbejde med Ungdomshuset og Biblioteket Rentemestervej)
· Julemarked
· Eid-fejring
· Julefrokost
· Ture ud af huset (udenlandsture, Bakkenture, shelterture, weekendture til Aarhus og meget mere)
Derudover arbejder Smedetoften tæt sammen med lokalområdet og lokale foreninger. Vi understøtter f.eks. Nordvestfællesskabet (som står for uddeling af overskudsmad til områdets naboer), Babyrytmik, MamaMove (idræt og yoga for mødre) og lignende. Vi har også et tæt samarbejde Beboerprojekt Nordvest, de lokale folkeskoler og erhvervslivet. Smedetoftens mål er at være en stor aktør inden for
understøttelse af positivt ungeliv, foreningsliv og godt naboskab.
Kontakt
UngeVærk Smedetoften
Smedetoften 12 –14
- Pædagogisk leder Ayhan Demir (aydemi@kk.dk)
- Koordinator Ungekulturhus Sara Ipsen (u22s@kk.dk)
- Koordinator MakerSpace Cecilie Mejlvang (jf05@kk.dk)
- Koordinator UngeVærk Pernille Valbjørn (qi2v@kk.dk)
Se vores dagligdag og få mere info ved at fælge vores Instagramprofiler:
@smedetoften_ungekulturhus
@klubsmedetoften
@makerspacenv
Åbningstider
Vi har åbent mandag-fredag kl. 14-21. Lukket på helligdage samt uge 28-29-30.
Om Smedetoften
UngeVærk Smedetoften ligger i Nordvest, tæt på Hulgårds Plads og er tæt på følgende offentlig transport; bus 5C, 350S, 250S og 21. Nærmeste tog/metro er Nørrebro Station.
Vi har åbent mandag-fredag kl. 14-21. Lukket på helligdage samt uge 28-29-30.
UnderVærk Borup er placeret på Borups Allé 261 og har åbent mandag-torsdag (se åbningstider på Instagram: @ungehus_borup). Kontakt: Koordinator Julie Boelt (ys0t@kk.dk).